
– Lær at spille, træne og tænke golf på EuropaTour-niveau
Udbytte og formål
Du får som deltager indsigt i tour-træningskultur, struktur og ansvar for din egen udvikling. Du lærer at bruge TrackMan og statistik til at måle og forbedre dit spil, håndtere pres og træffe strategiske beslutninger på banen. Forløbet styrker din præcision, mentale robusthed og konkurrenceevne. Du opnår en professionel tilgang til træning, turneringsforberedelse og udvikling – og får (udbygget) et stærkt netværk af ligesindede elitespillere.
Next Level-forløbet med Marcus Helligkilde fokuserer ikke på traditionel sving- eller tekniktræning. Du skal fortsat modtage din tekniske instruktion hos egen træner. Din træner er velkommen til at være med på en lytter på en eller flere sessioner.
Dette forløb handler om hvordan du træner, tænker og præsterer som tourspiller – med fokus på strategi, præcision, planlægning, mental styrke og konkurrenceforståelse.
Temaer vi arbejder med
- Vi vil lave vores egne unikke systemer og metoder til at kunne ramme vores længder med wedges og jern.
- Vi vil gennemgå, hvordan man kan bruge indendørssæsonen og TrackMan til at træne det i dybden.
- Vi vil lære at vælge det bedst mulige target ud fra statistik.
- Vi vil snakke om at bygge en hverdag- og træningsdag op, som giver os større sandsynlighed for succes — både til træning men også til turneringer under pres.
- Vi vil sætte øvelser (“games”) op, som vil simulere pres i turneringer, hvor vi med afsæt i Helligkildes erfaringer vil lære at præstere under pres på den mest simple måde.
Formålet er at udvikle dit professionelle mindset og træningskultur, ikke at ændre den tekniske udførelse af slaget.
Om underviser Marcus Helligkilde

Marcus Helligkilde er en dansk professionel golfspiller. Efter at have vundet den prestigefyldte Turkish Amateur Open i 2015 og repræsenteret Danmark ved blandt andet Eisenhower Trophy og European Amateur Team Championship som amatør, skiftede han til professionel golf i 2017
Hans gennembrud kom på Challenge Tour i 2021, hvor han sikrede tre sejre – herunder ved Vierumäki Finnish Challenge og Swiss Challenge – og afsluttede sæsonen som nummer et på Road to Mallorca-ranglisten. Det markerede hans oprykning til DP World Tour niveau – og viste hans evne til at performe med lave score og under pres.
Helligkilde har været under DGU i 15 år og Andreas Kali og DJGA i 12 år. Helligkilde er kendt for sin rationelle tilgang til golfspillet, men med forståelse for at følelser og fornemmelser er med til at gøre os bedre, og være en af verdens bedste til at præstere under pres.
Helligkilde lever og ånder for at hjælpe og inspirere unge mennesker. Han tror på vigtigheden mellem at leve et balanceret, meningsfuldt liv samtidig med at skabe de bedste forudsætninger for succes på banen.
| Område | Beskrivelse |
| Deltagere | Max. 16 unge elitespillere / nylige pro’er (hcp 4 og ned). Gennemføres ved min. 8 spillere |
| Forløb | 5 gange, 2 spillere i hver boks |
| Sted | YARDS Urban Golf, Pakkerivej 9, Valby |
| Datoer | Søndag 9/11, kl. 16-19 Søndag 16/11, kl. 16-19 Søndag 7/12, kl. 16-19 Søndag 14/12, kl. 12-15 Søndag 21/12, kl. 12-15 |
| Pris | 2.000 kr. pr. deltager |
| Tilmelding | På mail til claus@urban-golf.dk inden 7/11/2025 (pladser efter først til mølle) |